Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Genopslag Etablissementselementet ved Hjemmeværnskommandoen søger vi en Sagsbehandler


Genopslag: Etablissementselementet ved Hjemmeværnskommandoen søger en Sagsbehandler

Kan du holde mange bolde i luften og håndtere et komplekst sagsområde - også hvor det på samme tid kan være nødvendigt at navigere mellem modstridende interesser på forskellige niveauer for at få opgaven løst, så har vi en ledig stilling til dig.
Om os
Du bliver en del af Logistikafdelingen i Planlægningsdivisionen, der har det overordnede ansvar for den strategiske udvikling og drift af Hjemmeværnet. Du bliver en del af et tværfagligt og rutineret team på 38 medarbejdere – civile og militære, der beskæftiger sig med etablissement, logistik, IT-udvikling, vedligehold, arbejdsmiljø og sikkerhedsrådgivning inden for Hjemmeværnets myndighedsområde.

Vi er en afdeling med kvalitet og rettidighed i højsædet, men samtidig prioriterer vi at styrke og vedligeholde de gode interne relationer i respekt for balance mellem arbejde, familie og fritid. Vi interesserer os i arbejdet og hinanden.
Om stillingen
Vi tilbyder dig et afvekslende, værnsfælles arbejdsmiljø med gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi forventer, at du er en holdspiller, der er initiativrig, ressourcebevist og omstillingsparat. Til gengæld tilbyder vi dig en attraktiv arbejdsplads, hvor du har stor berøringsflade med såvel de frivillige som Hjemmeværnets myndigheder og enheder.
Du får rig mulighed for at arbejde selvstændigt med egne ansvarsområder og sætte dit eget præg på stillingen.

Du bliver ansvarlig for specifikke etablissementsprojekter til støtte for brugerne og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Det er velkendt, at ministerområdets boligmasse trænger til vedligehold, og der ses derfor frem mod en styrkelse og over tid skabelse af tilfredsstillende og tidssvarende faciliteter for hvervning og fastholdelse af såvel faste som frivillige i Hjemmeværnet. Du skal regne med 1-2 besigtigelser om ugen i hele Danmark og gennem drøftelser med brugerne udarbejde projektdefineringer til indmeldelse ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og følge projekterne igennem hele processen.

Ud over projektarbejderne vil arbejdsområdet også omfatte:
• Rådgivning til Hjemmeværnets myndigheder om ydelser fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
• Forhandling om leverance af diverse ydelser med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
• Rådgivning af Ejendomsstyrelsen i relation til den fysiske militære sikkerhed i koordination med Hjemmeværnskommandoens sikkerhedsofficer.

Udgangspunktet for dit daglige virke er Hjemmeværnskommandoen på Vordingborg kaserne samt gode muligheder for hjemmearbejdsdage.
Du vil have en varieret arbejdsuge med besøgsvirksomhed, relationsmøder og administrative dage, hvor projekterne følges og opdateres, og brugerne holdes orienteret.

Du vil være en del af et etablissementselement på tre medarbejdere, der ledes af en major.
Om dig
Du har stor erfaring med sagsbehandling og gerne på styrelsesniveau. Du kan have en varierende baggrund, som fx kontoruddannelse, administrative færdigheder og/eller gerne med erfaring inden for byggeteknisk indsigt, nybyg og/eller vedligeholdelsesprojekter.

Det er ønskeligt, at du har viden om Hjemmeværnet og vores frivillige niveau, samt Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse med etablissementspartnerelementer. Det er også ønskeligt, at du har erfaring med sagsbehandling og arbejde i Forsvarets arkivsystem Workzone og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses styresystem Antura.

Det er vigtigt, at du er en praktiker, udadvendt, ansvarsfuld og samarbejdsvillig i din kontrolvirksomhed med respekt for opgaven, økonomisk ansvarlighed og enhedernes vilkår. Du bliver en del af en organisation med stor diversitet. Dit sagsområde har stor bevågenhed med fokus på understøttende virksomhed for Hjemmeværnets ansatte og frivillige.
Du har overblik og selvstændighed i opgaveløsningen med blik for at sikre fremgang i processerne.

Vi forventer, at dit virke er autentisk og empatisk med fokus på ordentlighed samt sans for at bevare balancen mellem mål og midler, så dine arbejdsmæssige ressourcer prioriteres til gavn for Hjemmeværnskommandoens samlede opgaveløsning.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er i opslag som både militær og civil.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Oberstløjtnant Michael Gøttske telefon 2572 1147 eller Major Tim Nicolas Madsen 2381 5339.

Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Camilla Elleman Keldsted på telefon 7281 9521.

Ansøgningsfristen er den 26. maj 2024 med afholdelse af samtaler i uge efter.
Ansættelsesdato 1. juli 2024 eller snarest herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket, hvor du vedhæfter ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM HJEMMEVÆRNSKOMMANDOEN
Hjemmeværnet er en frivillig, militær beredskabsorganisation. Hjemmeværnskommandoen (HJK) er Hjemmeværnets øverste myndighed og er en værnsfælles styrelse under Forsvarsministeriet. HJK er ansvarlige for den strategiske og operative ledelse af Hjemmeværnet som organisation og omfatter Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet, der tilsammen udgør Hjemmeværnsledelsen, samt Hjemmeværnsstaben.

HJK er ansvarlige for opstilling og uddannelse af frivilligt personel og enheder og deltager som en del af det militære forsvar i løsningen af de opgaver, der påhviler Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet samt disses hjælp til civile myndigheder. HJK står for information om Hjemmeværnet, strategisk rekruttering og fastholdelse af frivillige, planer, programmer og studievirksomhed for Hjemmeværnets udvikling. HJK med Hjemmeværnsstab, divisioner og afdelinger har til huse på Vordingborg Kaserne.










  
  
  

Generel information


Tjenestested

Vordingborg, Danmark

Geografi

Region Sjælland

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

26.05.2024

Indrykningsdato

03.05.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent