Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

To Operative Officerer søges til Værnsfælles Operationer ved Forsvarsakademiet


To Operative Officerer søges til Værnsfælles Operationer ved Forsvarsakademiet

Kunne du tænke dig at være med til at skabe og gennemføre de bedste operative uddannelser for erfarne officerer og chefer i Forsvaret?

Har du en solid operativ erfaring på enten operativt eller taktiske niveau? Har du lyst til at videreudvikle og anvende dine kompetencer inden for operationer og operationsplanlægning på det operative niveau? Trives du i et team af dygtige undervisere og fagligt kompetente kolleger? Så er dette jobbet for dig.
Om os
Center for Værnsfælles Operationer (CVO) er Forsvarsakademiets videnscenter inden for militære operationer på det operative niveau. Centerets faste medarbejdere består af militære og civile analytikere, forskere, forskningsassistenter og studentermedhjælpere. Centeret har derudover en ph.d.-studerende.

Centrets hovedopgave er at udvikle, planlægge og gennemføre videregående uddannelser, efteruddannelser indenfor værnsfælles operationer på det operative niveau. Vores undervisning er primært rettet mod Forsvarets Master i Militære Studier. Derudover bidrager vi til Forsvarets forskellige chefkurser samt til specialiserede efteruddannelser inden for efterretning. Forskning og udvikling har en central plads i centerets daglige opgaveløsning, da vi herigennem skaber ny viden, der understøtter centerets uddannelsesportefølje. I uddannelserne har centeret især fokus på emnerne planlægning og føring på operativt niveau, anvendelse af funktionelkapaciteter som logistik, indtænkning af efterretningsvirksomhed og informationsoperationer mv. Centeret bidrager desuden med rådgivning og støtte til øvrige dele af Forsvaret og har en omfattende formidlingsvirksomhed inden for centrets områder.

I vores hverdag lægger vi stor vægt på både faglighed, nytænkning og godt kollegaskab. Omgangstonen i centeret er uformel med god plads til et grin.
Om stillingen
Vi søger to M331, hvor vi tilbyder en stilling, hvor du primært vil arbejde med udvikling, planlægning og gennemførelse af uddannelse i militære operationer på Master i Militære Studier.

I de kommende år udvikles uddannelsen i forhold til operationsplanlægning, gennemførelse (wargaming), operativ vurdering i planlægning- og gennemførelsesfasen (assessment) og et øget brug af stabsarbejde. Du vil blive del af dette udviklingsarbejde frem til gennemførelse, og du vil i få mulighed for at sætte dit præg på den uddannelse, der skal forberede Forsvarets officerer på fremtidens virke på og omkring det operative niveau.

Du kan også forvente at bidrage til andre af centrets uddannelser og aktiviteter, og på sigt bliver du en af centerets dygtige syndikatledere. Din endelige opgaveportefølje vil blive fastlagt i samarbejde med dig og din chef, selvfølgelig afhængigt af dine interesser og erfaringer samt centrets behov.

Som et vigtigt supplement til din opgaveportefølje får du mulighed for at styrke og udvide dine kompetencer inden for værnfælles operationer på operative niveau. Vi vil således kunne tilbyde dig et spændende – og krævende – kompetenceudviklingsforløb fokuseret mod planlægning og gennemførelse af operationer på det operative niveau, således du vil kunne blive blandt de bedste indenfor et af Forsvarets kerneområder.

Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår, der gør, at du kan præstere dit bedste, samtidigt med at du har mulighed for at lykkes i dit privatliv. Der vil være begrænset rejseaktivitet knyttet til stillingen, eksempelvis i forbindelse med uddannelse, møder eller konferencer i ind- og udland.

Dit faste tjenestested bliver København, da centeret holder til på Svanemøllens Kaserne.
Om dig
Du er major eller orlogskaptajn med stor interesse for værnsfælles operationer. Du har gennemført Master i Militære Studier, stabskursus eller udenlandsk ækvivalerende kursus.

Du har tidligere haft operative stillinger, som minimum på det taktiske niveau, men gerne fra det operative eller militærstrategiske niveau. Du har erfaringer med operationsplan-lægning og stabsarbejde, og nu vil du gerne bringe dine kompetencer i spil til gavn for Forsvarets uddannelse af officerer på højere og højeste niveau. Du ønsker at styrke dine operative kompetencer, hvilket vil kvalificere dig til attraktive nationale eller internationale operative stillinger på chefniveau. Hvis du er den rigtige person til jobbet, men mangler den værnsfælles erfaring, sørger vi for, at du får den nødvendige viden og kompetence til at kunne lykkedes i stillingen.

Du har en bred erfaring i Forsvaret og et netværk, som du kan trække på ude i strukturen. Du er en holdspiller, der både forstår at arbejde selvstændigt og som del af et team af dygtige kollegaer. Det er en fordel, hvis du har erfaring med undervisning, men det afgørende er dine kompetencer inden for militære operationer – og at du formår at formidle din viden i skrift og tale.

CVO har engelsk som internt arbejdssprog, da centeret har medarbejdere, der udelukkende taler og skriver engelsk.

Det er ligeledes et plus, hvis du har erfaring med særlige emner inden for operationer, som for eksempel assessment eller CIMIC
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Du har gennemført MMS, VUT-II/L eller anden ækvivalerende uddannelse. Er du en erfaren kaptajn/kaptajnløjtnant uden at have gennemført førnævnte, men er ved afslutte inden for kort tid, vil du i så fald kunne indgå en uddannelsesaftale og i perioden frem til færdiggørelse kunne bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos chefen for CVO, major Jacob Vik Hansen på telefon +45 2482 1264, FIIN FAK-IMO-VO01 eller internetmail: FAK-IMO-VO01@fiin.dk.

Ansøgningsfristen er den 1. juni 2024.

Ansættelsessamtaler vil herefter blive gennemført med henblik på besættelse af stillingerne pr. 1. januar 2025.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

01.06.2024

Indrykningsdato

03.05.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent